tirsdag den 29. april 2008

Google maps


Vis stort kort
Google Maps er rigtig god. Jeg har fået oprettet et kort over de 9 steder, jeg har boet. Billedet ovenover er ikke et af de steder jeg har boet, men jeg kommer der en del! Jeg synes at Google maps fungerer aldeles fremragende - både hvad angår søgefunktioner og kørselsvejledninger. Man kan nemt og hurtigt finde vej, og man kan se ruten både på kort, terræn og satellitfoto.

søndag den 27. april 2008

Google docs

Jeg har kastet mig over Google docs, hvilket jo er nemt og ligetil, når man allerede har en Google-konto. Det er ret smart at kunne skrive og redigere i et dokument, som man deler med andre, og hvor rettelserne bliver gemt med det samme. Det er meget nemmere end at skulle maile versioner af dokumenter frem og tilbage. Helt sikkert fremtidens form for dokumenthåndtering. Jeg har publiceret og delt et dokument med springbrætsgruppen og overført det til min blog. Se nedenunder, men det er overhovedet ikke færdigt!

Springbrætsundervisning

Dette dokument er tænkt som et videndelingsværktøj til alle os springbrætsundervisere på hovedbiblioteket samt lokalbiblioteker-ne. Jeg håber I vil hjælpe mig med at udfylde denne side på bedste vis, så vi kan blive mestre i videndeling af vores undervisningsmateriale. Samtidig kan vi også bruge siden til at komme med nye idéer.

Kursusforeslag: Lav din egen hjemmeside - med blogger

tirsdag den 22. april 2008

Wiki 1 + 2


Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke anede, at der eksisterede et begreb der hed "en Wiki"! Jeg kendte godt til Wikipedia, som jeg brugte i ting 3 (RSS), ting 10 (Podcast) samt ting 11 (Musik 2,0), men jeg vidste ikke, at Wikipedia bare er én af mange Wiki´er. Der findes jo en hel Wiki-jungle!
De forskellige Wiki'er jeg undersøgte virkede som brugervenlige og nyttige opslagsværker med masser af god information. Men det er jo ikke noget nyt at udøve kildekritik - og sådan skal man jo også se på de forskellige Wiki'er.
Jeg fik registreret mig som bruger på Wikipedia og lagde forsøgsvis min første artikel ud:
Helsingør Kommunes Biblioteker - Wikipedia, den frie encyklopædi. Men rediger endelig i artiklen eller tilføj noget mere, da den er ret kedelig.

Jeg fik også oprettet mig på pbwiki (peanutbutterwiki).
Der gik noget tid, inden jeg fandt ud af sammenhængen i wiki'en. Altså at man linker siderne til hinanden. Har fået prøvet lidt forskelligt og kan godt se det smarte ved wiki'er. I min afdeling har vi vejledninger med indhold der ofte skal opdateres, så her kunne det være smart at bruge en wiki . Skal man planlægge en ferie sammen eller lave en fælles sang, så er dette online værktøj også glimrende.
Mit indtryk af WikiMatrix er, at det er et rigtig godt redskab hvis man interesserer sig for Wiki´er.

søndag den 13. april 2008

LibraryThing



Så fik jeg lavet ting 17 og ting 18. Heldigvis gik det rimeligt nemt med at blive oprettet og finde det jeg gerne ville. Desværre var det ikke helt let at finde danske forsider, men det lykkedes tilsidst. Det gode ved LibraryThing er, at du kan blive guidet hen til folk der læser det samme som dig selv, eller bøger som kan inspirere dig. I LibraryThing kan man, som med så mange andre web 2.0 ting, blive medlem af en gruppe. Jeg fandt "23 ting gruppen" som jeg er blevet medlem af. Jeg fik også set lidt på, hvad der gemte sig under fanebladet "lokalt", her fik jeg lagt næste arrangement på hb ind samt vores logo og tilføjet flere links.

onsdag den 2. april 2008

Flickr - billeddeling


Indiens nationalfugl


Nu er Flikr udforsket. Måtte først lige oprette en Yahoo konto. Jeg er snart godt forvirret over alle de logins, brugernavne, passwords, email-adresser jeg bruger, så godt jeg har fået skrevet dem ned efterhånden, tak Clausen og Larsen for tippet! Der er også meget at holde styr på i Flickr. Flickr fungerer godt og med muligheden for at tagge billeder og søge efter billeder med samme tags, kan man hurtigt finde lidt af hvert. Samtidig er der gode muligheder for at bruge andres billeder med Creative Commons. Flickr er helt klart noget jeg vil bruge i fremtiden. Det at kunne dele sine billeder med andre er smart. Slut med at sende fem mails med vedhæftede billeder til familien efter en ferie.

Tips til nettet

Så Go'morgen Danmark om "billedbehandling på nettet". Her er et par gode sider de henviste til: http://www.picaboo.com/, http://www.gizmoz.com/ samt www.slide.com som jeg har brugt her.



tirsdag den 1. april 2008

Picasa - billedbehandling


Det er rimeligt nemt at bruge Picasa. Det er desuden sjovt at redigere billeder og de bliver faktisk rigtig gode.
Er især glad for at have lært at fjerne "røde øjne". Jeg vil helt sikkert bruge Picasa i fremtiden, og det er jo også ret smart, at man kan have sine billeder hængende i sikkerhed i cyberspace og dele dem med hvem man vil.
Prøvede også Pixenate som også virker som et godt billedbehandlingsprogram. Det kan en hel del mere end Picasa. Men jeg tror nu alligevel jeg holder mig til Picasa.

mandag den 17. marts 2008

YouTube

Synes vi trænger til lidt god musik



Så er jeg nået til at stifte bekendtskab med YouTube. Mine børn hører musik på YouTube, men jeg har ikke selv været inde før, så det var vist også på tide. YouTube er jo et herligt sted, med masser af musikvideoer og virkelig mange morsomme videoer, men det er også lidt af en tidsrøver.

Jeg forsøgte mig også med Bibstream.dk. Fik downloadet et lille program (et såkaldt plugin). Men noget gik galt, for hver gang jeg ville se en video, gik min computer i sort. Har prøvet 3 gange, så nu har jeg fjernet programmet igen. Jeg må prøve Bibstream.dk når jeg kommer på arbejde igen.




Her er lidt mere god musik

fredag den 14. marts 2008

Bibliotekernes Netmusik

Så fik jeg prøvet min fine nye Zen-ven. Tak for den.
Selv om, at vi hver især har gjort os fortjent til en mp3-afspiller, så er det alligevel en flot gave.
Fik installeret softwaren til mp3-afspilleren og bagefter opladet mp3'en hjemme på min pc.




Derefter blev det tid til at udforske Bibliotekernes netmusik. Startede med at søge på "Danser med drenge", men uden held. Ville godt have lyttet til deres nye album. Men fandt så noget noget andet. Fulgte Ian's gode vejledning indtil jeg kom til udpakning, her gik det desværre galt. Kunne ikke få det samme "billede" frem som Ian's, på min computer. Men det lykkedes alligevel at få downloadet et helt album fra Bibliotekernes netmusik og overføre det på mp3-afspilleren.
Kan nu lytte til musikken i 7 dage. Mon jeg kan låne det samme album igen efter 7 dage og skal man skal slette filerne, når de ikke virker mere ( både på pc'en og på mp3-afspilleren)? - ja det må jeg finde ud af om en uge.

fredag den 7. marts 2008

Musik 2.0




Jeg startede med Deezer, fik oprettet en brugerprofil og efter noget besvær lavet en favoritspilleliste. Ville lige slette en sang, og vupti så fik jeg slettet alle sangene på listen :-( Men efterhånden synes jeg, at Deezer er nem at bruge.
Derefter gik turen til Last.fm, hvor jeg fik downloadet softwaren. Den er ikke nær så nem som Deezer, og jeg er ikke helt fortrolig med "den" endnu.
Men det er jo en alle tiders nem måde at få inspiration til ny musik, fordi jeg så kan se, hvad dem der lytter til det samme som jeg også lytter til.

onsdag den 27. februar 2008

PODCAST



Så er turen kommet til Podcast. Det er ret smart, at man kan "abonnere" på lydfiler ved hjælp af RSS feeds, så de automatisk "downloades". Har tilføjet Mads og monopolet, Tjenesten, De sorte spejdere, Den 11. time og selvfølgelig Tekst, lyd og billede på en podcast i min Google reader. Måske ikke så opfindsomt, men nu er det afprøvet. Også podhead.dk så anvendelig ud. Det, at man kan lytte til udvalgte radioprogrammer, når det passer ind i ens eget private program, det er lige noget for mig.

mandag den 11. februar 2008

Del.icio.us



Så fik jeg også lavet en konto på del.icio.usi. Jeg synes, det er smart og brugbart, at man kan tagge og gemme relevante sider på nettet, så man kan finde dem, lige meget ved hvilken computer man sidder ved. Det skal jeg nok få brug for, især når vi kommer på Kulturværftet. Desuden er funktionen med at netværke via del.icio.us en inspirerende måde at finde gode websider på. Så kan jeg jo lige tjekke, hvad dem i mit netværk, som har samme interesser som mig, gemmer på.

fredag den 1. februar 2008

Google Talk


Google Talk ... hmm, det virker smart, at man kun skal logge ind et sted, når man skal søge, blogge, maile, chatte, læse feed, osv.
Google talk via Gmail er god og nem, og her er man jo online så længe, man har sin mail åben. Men da jeg ikke har min egen pc på arbejdet, tror jeg ikke, jeg vil komme til at bruge det. Men jeg vil lade spørgsmålet hænge lidt i luften ... :-)

torsdag den 24. januar 2008

Facebook

I dag har jeg oprettet en profil på Facebook. Jeg har allerede fået 6 venner (fra helsbib). Har prøvet at søge på gamle venner fra bl.a gymnasiet, håndboldklub-
ben, USA (da jeg var aupair), men uden held.
Håbede på, at de to drenge jeg passede i 1987 i Californien ville være på Facebook. De er nu 25 og 28 år, men desværre. Indtil videre har jeg svært ved at se det fede ved Facebook,men jeg vil lige give den en chance.

lørdag den 19. januar 2008

Personlige forsider: Netvibes eller iGoogle

Jeg prøvede begge og fandt en hel verden af feeds. Jeg kunne bedst lide iGoogle, den virkede mest overskuelig og meget brugbar. Fik oprettet min personlige forside med bl.a nyhedsstof,ur,vejrudsigt lidt underholdning samt et faneblad med sport. I disse EM-tider må man jo følge med, hvordan det går Boldsen-banden i Norge.

mandag den 14. januar 2008

RSS

Så fik jeg lidt tjek på, hvad en RSS-læser er for en størrelse.
Med Google Reader abonnerer jeg nu på nyheder fra et par websider og blogs.
Desuden fik jeg brug for Firefox - min nye browser, som jeg downloadede i Ting 1.

fredag den 4. januar 2008

Bedre sent end aldrig.........

Så er jeg også på banen.......
Min første blog. En lidt underlig fornemmelse at man pludselig nu er tilgængelig på nettet. Men hvad laver jeg her? Jeg håber, jeg finder ud af det, når de 23 ting er overstået.